Generelt om EU-støtte

Det Syddanske EU-Kontor har som en af sine vigtigste opgaver at hjælpe med at hjemtage EU-midler til Syddanmark. EU har utallige fonde, puljer og andre støtteordninger, og det kan være lidt af en jungle at finde rundt i dem.

Tematiske puljer administreret fra Bruxelles

For det første kan man skelne mellem EU-midler administreret af Europa-Kommissionen i Bruxelles og EU-midler administreret decentralt i medlemsstaterne. Det Syddanske EU-Kontor hjælper i overvejende grad med de programmer, som administreres direkte af Europa-Kommissionen.

Her ligger en lang række tematiske programmer, som alle har det til fælles, at de bidrager til at føre EU’s strategier og politikker ud i livet. Som eksempel kan nævnes EU’s sundhedsprogram eller EU’s forsknings og innovationsprogram, Horizon 2020.

Det er som udgangspunkt konkurrenceudsatte midler. Det vil sige, at EU indkalder projektforslag, der løser konkrete europæiske udfordringer, som beskrevet i de enkelte programmer. Indkaldelser til projektforslag offentliggøres som regel en gang årligt i de forskellige programmer, hvorefter man byder ind med sit projektforslag på baggrund af de opstillede krav.

Konkurrencen består i, at kun de bedste projekter opnår tilsagn om støtte. Denne oversigt viser de fleste programmer, som administreres fra Bruxelles.

Programoversigten er ikke udtømmende. Der findes eksempelvis også projektmuligheder inden for europæisk udviklingsbistand (EuropeAid), støtte til naturkatastrofer (Solidaritetsfonden), midler til promovering af europæiske fødevarer, støtte til arbejdstagere i forbindelse med store fyringsrunder (Globaliseringsfonden), teknisk bistand til offentlige energiprojekter (ELENA) med flere.

Interregionalt samarbejde

Ved siden af de tematiske puljer, der administreres i Bruxelles findes der en række programmer for interregionalt samarbejde, som er Interreg-programmerne. Syddanmark deltager i flere programmer under Interreg: 1) Interreg A Danmark-Tyskland, som er grænseoverskridende samarbejde mellem Region Syddanmark, Region Sjælland og de nordligste kredse i Tyskland. 2) Interreg B Nordsøen og Interreg B Østersøen, som er tværnationale programmer med deltagelse af landene omkring hhv. Nordsøen og Østersøen og endelig det tværregionale program 3) Interreg Europa, som giver mulighed for samarbejde med regioner i hele EU.

Det syddanske EU-Kontor rådgiver om Interreg  B Nordsøen, Interreg B Østersøen og Interreg Europa, mens Region Syddanmark er indgangen til Interreg A Danmark-Tyskland.

EU-midler i Danmark

En del andre programmer administreres af myndigheder i Danmark. Det gælder for eksempel strukturfondene, som er en del af EU’s regionalpolitik og fokuserer på at udligne forskellene mellem rige og fattige regioner samt hjælpe regioner med strukturel omstilling af arbejdsmarkedet.

Strukturfondene består eksempelvis af Regionalfonden og Socialfonden, som administreres af Erhvervsstyrelsen og de regionale vækstfora som Syddansk Vækstforum. Hver region modtager et fast beløb for en syvårig periode, og der er derfor ikke samme konkurrence om midlerne som ved puljerne administreret fra Bruxelles. Syddanmark får 83 mio. kr. om året i løbende priser i perioden 2014-2020. Strukturfondene omfatter også Samhørighedsfonden, som dog kun giver midler til de fattigste områder i EU og derfor ikke til Danmark.

Til gengæld får Danmark midler fra både Fiskerifonden og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne. Sidstnævnte medfinansierer det danske Landdistriktsprogram, som administreres af Naturerhvervstyrelsen og omfatter udvikling og miljøtiltag i landbruget og landdistrikterne - herunder finansiering af de Lokale Aktionsgrupper (LAG), som findes i områder med særlige landdistriktsudfordringer.

Og så er der selvfølgelig den tungeste af dem alle – landbrugsstøtten – som udgør omkring syv mia. kr. om året.