22-11-2016

Big Data i DK og EU

Arbejde med store datamængder vinder i stigende grad indpas hos virksomheder, forskere og offentlige myndigheder, der vil forbedre produkter og services. Her får du en hurtig introduktion til, hvad big data handler om.

For at forstå, hvad big data er, skal man hæfte sig ved tre v’er. Det fortæller Peter Schneider-Kamp, der er professor ved Institut for Matematik og Datalogi ved Syddansk Universitet (SDU red.). Han er også principal investigator ved fyrtårnsprojektet Open Data Experimentarium (ODEx) på SDU – en platform der med finansiering på 20 mio. kroner i ryggen til de første to år er en strategisk satsning, der handler om indsamling, behandling, analyser og distribution af store datamængder.

Fyrtårnsprojekt: Open Data Experimentarium

- Volume, velocity og variety er ord, der ofte spiller ind, når vi arbejder med store datamængder. Der er flere forskellige forståelser af, hvad big data præcist er, men netop den, der tager udgangspunkt i samspillet mellem mængde, hastighed og afvekslende kilder, er den definition, der er bredest accepteret, fortæller Peter Schneider-Kamp og fortsætter,

- Der er desuden ikke en egentlig mængdeværdi for, hvornår noget kan karakteriseres som big data, men en tommelfingerregel er, at de datamængder, der er for store til at blive orkestreret på en ordinær computer, kan betegnes som big data. Så hvis du sidder med et projekt, der genererer data i tera- eller pentabyte per sekund, så kan du godt regne med, at der er tale om big data, fortæller Peter Schneider-Kamp.

Big data i EU
Europa-Kommissionen deler forståelsen for big data med Peter Schneider-Kamp. EU ser store datamængder som ressourcer for hele Europa, der kan være med til at forbedre den offentlig sektor, forskning, virksomheders produkter og services; fx indenfor sundhed, transport og produktion.

Europa-Kommissionen om big data

Et led i det europæiske arbejde med big data er Big Data Value Association (BDVA), en non-profit organisation der samler big data-aktører fra hele Europa i et netværk, der i samspil med EU-Kommissionen skal øge innovation og udvikling gennem arbejdet med big data. Syddansk Universitet er blandt de 150 medlemmer af BDVA, og EU-konsulent Eric Björklund fra Det Syddanske EU-Kontor er referencepunkt for SDU’s engagement i netværket:

- Ifølge BDVA bruger vi p.t. kun 3 procent af alle tilgængelige data. Derfor er der fortsat et enormt potentiale for innovation – både for forskere, virksomheder og offentlige myndigheder, der vil arbejde med big data. Under rammeprogrammet Horizon 2020 ser vi, at big data i stigende grad bliver prioriteret fra EU’s side. Med etableringen af EU’s Open Data Portal, hvor man nemt og hurtigt kan hente åbne data fra EU’s forskellige institutioner, kan forskere, virksomheder og andre hente data om alt fra industri til forskning og uddannelse – data som kan være med til at udvikle ny viden, forskning og forretningsområder, fortæller Eric Björklund.

Åbne data i Odense
Også i Syddanmark er der lukket op for posen med åbne data, der dækker over frit tilgængelige datasæt om adfærd og udvikling i samfundet. Odense Kommune har skabt Odense Data Platform, der leverer information om alt fra svømmehaller til trafik – alt sammen med udgangspunkt i, at samarbejde med borgere, virksomheder, forskere og uddannelsesinstitutioner kan være med til at udvikle nye idéer til løsninger, der skaber menneskelig og økonomisk vækst.

Odense Data Platform 

En af de partnere, der arbejder sammen med Odense Kommune er Syddansk Universitet, der gennem ODEx-projektet bl.a. ser på borgeres adfærd og transport:

- P.t. samarbejder vi med Odense Kommune om at indsamle data om borgernes færden i offentlige faciliteter som skoler eller i byens parker. Vi forsker også i en bred vifte af trafik- og transportdata i Odense, og undersøger bl.a. adfærdsdata fra cyklister, biler, delebiler og offentlig transport, fortæller Peter Schneider-Kamp, der sammen med kollegerne på SDU forsker og vejleder i tekniske, juridiske, etiske og forretningsmæssige aspekter af de åbne datasæt.

Han nævner bl.a. sentiment analysis, som en af flere tilgange til arbejde med big data. Her analyserer man folks holdninger, fx ved at se på telefoniske henvendelser til en virksomheds kundecenter.

- I dag er det muligt at analysere alle aspekter af folks holdninger til et produkt ved hjælp af sentiment analysis. Ved at processere en række samtaler er det ud fra folks stemmeleje muligt at undersøge deres holdninger, fx til et produkt. Via computerkraft kan man hurtigt finde ud af, om de fleste har et roligt stemmeleje eller om de er i alarmberedskab, når de henvender sig. På den måde kan man danne sig et hurtigt overblik over, hvordan man kan optimere sin service eller det produkt, henvendelsen drejer sig om, fortæller Peter Schneider-Kamp.

Forskellige fagligheder skaber værdi
En ting er det at kunne etablere den rigtige algoritme og den fornødne computerkraft. Noget andet er at kende til de mål og løsningsforslag, der også spiller ind, når man fx arbejder for at lette odenseanske cyklisters vej gennem byen eller kundesamtaler fra en virksomhed.

- For os er det helt afgørende at trække på forskellige typer af fagligheder i vores forskning. For at kende til alle aspekter af et problem, skal vi bruge en masse forskellig viden. Og det er mit indtryk, at det altid er væsentligt, når man arbejder med big data: At man tidligt ser kvaliteten i at arbejde på tværs af faggrænser, fortæller Peter Schneider-Kamp, der sammen med kollegerne på SDU også arbejder sammen med store syddanske virksomheder som Lego og Danfoss.

- Her bibringer vi viden om, hvordan man med analyser af store datamængder fx kan optimere produktionen, fortæller Peter Schneider-Kamp, der ser den grundlæggende idé som det afgørende for, at arbejdet med big data bliver en succes.

- Man skal vide, hvad man vil med sine data. Ellers skaber en stor pøl af data ingen værdi. Men ved man, hvad man vil, er der masser af muligheder for at arbejde med big data, slutter han.

Hvis du vil vide mere om EU’s eller Syddansk Universitets arbejde med Big Data, så kontakt EU-konsulent Eric Björklund.