04-12-2015

KAMI Stål lander stor ordre gennem europæisk netværk

Gennem Enterprise Europe Network er det lykkedes Kami Stål A/S i Faaborg at komme ind på det norske marked. Virksomheden har leveret en stor ordre til en norsk kunde og håber på flere ordrer i fremtiden fra Norge.

Error loading MacroEngine script (file: Medarbejderinfo.cshtml)

På virksomheden KAMI Stål i Faaborg kalder de leverancen for ”guldhornet”. Det er nogle enorme stålrør, som virksomheden har produceret til et minikraftværk i Norge. Det største rør i ordren ligner det berømte guldhorn fra oldtiden, og selv om det er en overdrivelse at sige, at virksomheden spinder guld på ordren, så var det en stor dag, da en lastbilkonvoj i efteråret 2015 trillede af sted med kursen mod Norge:

- Det er bestemt ikke hver dag, at vi får så stor en ordre, fortæller projektleder Nis Bjerring fra Kami Stål.

Virksomheden beskæftiger omkring 30 medarbejdere i Faaborg og 15 i Seattle i USA, og det er en ordreproducerende virksomhed, som hele tiden er på udkig efter nye kunder. Nu ser det ud til, at KAMI Stål har fået hul til det norske marked:

- Vi har allerede fået en forespørgsel på noget helt andet fra den samme kunde, så de må have været tilfredse med vores produkt. Vi har vist os som en kompetent leverandør af komplette løsninger, hvor vi både tegner, konstruerer og producerer stålkonstruktioner efter kundens behov. Årsagen til, at vi fik ordren var foruden en konkurrencedygtig pris, at kunden kunne samle ansvaret for den samlede ordre et sted – ved KAMI, fortæller Nis Bjerring.

Virksomheden har traditionelt produceret mest til hjemmemarkedet, og eksporten til Norge er sket efter en målrettet indsats i samarbejde med Væksthus Syddanmark og virksomhedsnetværket Enterprise Europe Network, som i Region Syddanmark drives af Det Syddanske EU-Kontor.  

Netværk skaber eksport
Historien begynder for et par år siden. Nis Bjerring blev opmærksom på, at Væksthus Syddanmark kørte et forløb – Klar til Eksport – hvor virksomheder fik hjælp til at komme ind på nye markeder. Her mødte Nis Bjerring konsulent Nathalie Godthaab fra Væksthuset, som hjalp KAMI med at udarbejde salgsmateriale og præsentation af virksomheden:

- Det hjalp os med at blive skarpe på, hvad vi vil og kan tilbyde kunderne. Det var afgjort et godt forløb og helt afgørende for, at vi kom videre. Vi havde fået blod på tanden, husker Nis Bjerring.

Der kom umiddelbart et par mindre ordre fra Norge via det forløb, men KAMI var parat til mere. Nis Bjerring var i foråret 2015 igen i kontakt med Nathalie Godthaab, som i mellemtiden havde skiftet job til Det Syddanske EU-Kontor som konsulent for virksomhedsnetværket Enterprise Europe Network. De blev enige om at udarbejde en profil for virksomheden i netværket og det gav pote. Gennem en norsk samarbejdspartner fik KAMI Stål kontakt til kunden i Norge:

- Jeg havde bestemt ikke regnet med, at vi efter kun et halvt år kunne få så en stor ordre, men Nathalie var meget motiveret, og uden Enterprise Europe Network var det ikke lykkedes at lande ordren.

Satsningen på eksport har vist sig at være den helt rigtige. Virksomheden håber på både flere ordrer fra Norge og er også så småt begyndt at kigge mod andre eksportmarkeder end Norge.

Fakta om netværket
Enterprise Europe Network er aktiv i mere end 60 lande og har til formål at hjælpe virksomheder med at få nye kontakter i udlandet, der kan sætte gang i eksport, teknologisamarbejde, projektudvikling og meget mere.

Det Syddanske EU-Kontor i Bruxelles er tovholder for Enterprise Europe Network i Region Syddanmark og har to konsulenter med base i Forskerparken i Odense til at hjælpe virksomhederne.