18-01-2017

Reaktioner på Vinterpakken

Vinterpakken fra Europa-Kommissionen handler om fremtidens energimarked. De mange lovforslag i pakken bliver betegnet som det vigtigste energipolitiske udspil i mange år – og her følger reaktioner på, hvad pakken kommer til at betyde i Europa og Syddanmark.

Et af de centrale lovforslag i Europa-Kommissionens Vinterpakke, der er en række lovforslag med fokus på fremtidens energimarked, er et revideret direktiv for vedvarende energi. Direktivet skal sætte rammerne for, hvordan EU når den fastsatte målsætning om, at minimum 27 procent af al energiproduktion i 2030 skal komme fra vedvarende energikilder.

For at få nogle umiddelbare reaktioner på Europa-Kommissionens lovforslag, har Det Syddanske EU-Kontor talt med Kristian Ruby, der er generalsekretær i Eurelectic, den europæiske brancheorganisation for energiselskaber (link til hjemmesiden).

Her er man overvejende positive overfor de mange lovforslag fra kommissionen, fortæller Kristian Ruby.

- Vores tilgang er pragmatisk, da vi repræsenterer en række forskellige aktører i Europa. Vi finder det positivt, at kommissionen sætter en række ambitiøse mål for omstillingen til en mere bæredygtig energi, men det er samtidig vigtigt for os, at det sker i et tempo, der matcher de faktiske forhold i Europa, fortæller Kristian Ruby og fortsætter,

- 30 procent af det europæiske energiforbrug kommer fra vedvarende energi i dag, men vi er nødt til at forholde os til, hvor resten skal komme fra, mens vi gennemfører omstillingen, siger Kristian Ruby.

Forskel på energisystemer

Efter offentliggørelsen af Vinterpakken har reaktionerne fra dele af arbejdsgrupperne i Europa-Parlamentet mindet om Eurelectrics. I arbejdsgrupperne er der overordnet en efterspørgsel efter, at Vinterpakken bør indeholde flere klare mål for andre energiformer end blot vedvarende energi. Vinterpakken tager ikke højde for, at der i de forskellige europæiske lande bliver brugt mange forskellige energiformer, og vinterpakken mangler derfor at nævne fremtidige mål for energiformer, som fx atomkraft, forlyder det.

Kristian Ruby pointerer, at EU’s ambitioner skal ses i forhold til de meget forskellige udgangspunkter i Europas medlemsstater.

- Frankrig bruger atomkraft for cirka 70 procent af el forbrugernes vedkommende. I Danmark kommer over 40 procent af strømmen fra vindenergi. I Tyskland kommer 40 procent stadig fra kul, siger Kristian Ruby og fortsætter,

- Når vi ser på pakken ud fra et makroniveau, er der masser af gode intentioner. Og samlet set skal vi nok nå i mål. Det skal bare ske gennem bæredygtige investeringer, fortæller han.

900.000 nye arbejdspladser

Ifølge Kommissionens egne tal vil Vinterpakken øge EU’s samlede BNP med 1 procent frem mod 2030 og  skabe omkring 900.000 nye arbejdspladser.

Thomas Jensen, der er EU-Konsulent i Det Syddanske EU-Kontor, ser gode muligheder for, at pakken fra Europa-Kommissionen vil skabe arbejdspladser i Syddanmark.

- Uanset om man finder Vinterpakken for ambitiøs eller for vattet, så rummer den et potentiale for øget vækst og flere job i Syddanmark. Vi har nemlig en lang række virksomheder, der er rigtig gode til komponenter og systemer, der kan sænke energiforbruget hos slutbrugeren. Vi har også en masse knowhow og teknologi inden for fx offshore-vind. Det er spidskompetencer, som der vil blive brug for, hvis målsætningerne i Vinterpakken skal nås, slutter han.

Lovforslagene i Europa-Kommissionens Vinterpakke er endnu ikke vedtaget. De skal nu behandles i både Europa-Parlamentet og Rådet.