28-04-2016

Retain: Det har vi lært om inkluderende og innovative skolemiljøer

I projektet Retain har 25 skoler på tværs af Europa arbejdet med at forbedre forholdene for nyuddannede lærere. Resultaterne fra to års arbejde er netop blevet præsenteret ved et afsluttende seminar i Bruxelles. 

Der er er både klare forskelle og ligheder, når det kommer til at fastholde nyuddannede lærere i lærerfaget på tværs af Europa. Det viser resultaterne fra Retain, et EU-projekt der siden januar 2014 har sat fokus på emner som arbejdsglæde, motivation og inklusion af nyuddannede lærere, når de begynder på deres første job.

Retain involverer fem uddannelsesinstitutioner fra EU-landene England, Spanien, Tyrkiet og Danmark. UC SYD er den danske uddannelsesaktør, der har ledet projektet, der i alt spredt sig til 25 europæiske skoler. Udover de fem uddannelsesinstitutioner har Det Syddanske EU-Kontor i Bruxelles også deltaget i det konsortium, der har drevet projektet frem, og selvsamme kontor var også værter ved det afsluttende Retain-seminar, der blev afholdt den 21. april i Bruxelles.

Henriette Hansen, EU-konsulent ved Det Syddanske EU-Kontor fortæller,

”Retain-projektet har udviklet og afprøvet en toolbox med værktøjer, der kan assistere skoleledere til at promovere et mere innovativt og inkluderende arbejds- og læringsmiljø i skolen. De værktøjer, vi har arbejdet med, og som vi har afprøvet i forskellige skoler, viser, at det virkelig flytter noget, når en skole begynder at arbejde mere strategisk med at skabe gode og inkluderende arbejdsforhold. Det er ikke de nemme fikse løsninger, der virker, men derimod når man som skolefællesskab beslutter sig for at samarbejde om at skabe og give plads til fælles udvikling og innovation” fortæller Henriette Hansen.

Læs mere om Retain

Fælles udfordringer, forskellige tilgange
Hos UC SYD har Retain-projektet været med til at udvikle konkrete værktøjer, som kan bruges, når nye lærere sendes videre mod det første fuldtidsarbejde på danske skoler. Her har man bl.a. arbejdet med Inklusionskompasset, der er et af de værktøjer, som Retain har affødt.

Christian Quvang, konsulent fra Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion ved UC SYD, fortæller,

”Vi kan se, at det at være nyuddannet lærer i Danmark og i andre EU-lande er en transformativ proces, og at man skal vende sig til et nyt liv og en ny måde at arbejde på, når man afslutter sin uddannelse”, fortæller Christian Quvang, der også nævner organiseringen af nyuddannede lærere på skolerne som en vigtig faktor for fastholdelse.

”Det handler helt konkret om, hvordan skolen tager imod den nyuddannede – f.eks. om skolen har mentorordninger. Det er elementer, skoleledere skal være meget opmærksomme på, hvis nyuddannede lærere skal finde motivation og arbejdsglæde i deres nye job, fortæller Christian Quvang.

Læs mere om UC SYD

Rating fra 0-10
Caroline Parssons fra Exwick Heights Primary School i England har været såkaldt pilotskole og har afprøvet værktøjerne fra Retain-projektet. Hun og kollegerne på den britiske folkeskole har efter en indledende testperiode nu indført en række af de værktøjer i arbejdet, som de har lært at kende gennem Retain.

”Jeg bad vores medarbejdere om at rate forskellige emner som jobtilfredshed, udviklingsmuligheder og work-life balance fra 0-10 før vi begyndte at bruge de nye værktøjer. Det samme gjorde vi igen, da de så var i brug. Vi har på den baggrund set en signifikant forbedring af faktorerne på tværs af medarbejdergruppen. Desuden er det positivt at se, at vores lærere faktisk bruger de nye værktøjer – og at de ikke gør det, fordi at de har fået besked på det, men fordi, det rent faktisk giver mening for dem, slutter Caroline Parsson.

De samlede resultater fra Retain-projektet vil blive samlet og præsenteret som en værktøjskasse på projektets hjemmeside, hvor man frit kan downloade værktøjerne og guidelines til hvordan de kan bruges i praksis. Projektet vil desuden blive præsenteret på en lokal konference på UC SYD i Esbjerg den 18. maj.

Se billeder fra det afsluttende seminar