18-01-2016

Sønderborg gør klar til stort EU-projekt

Projektet SmartEnCity er ved at gøre klar til start. Projektet involverer adskillige partnere i Syddanmark og hjælper Sønderborg med den grønne omstilling.

Den 1. februar lyder startskuddet til projektet SmartEnCity, der skal vise Sønderborg som et fyrtårn for intelligente energiløsninger. Projektet omfatter boligrenoveringer i flere boligforeninger, elbiler og udvikling af fjernvarmesystemet med mere grøn energi fra kystnære vindmøller og varmepumper.

- Det giver os en enestående mulighed for at føre projekter ud i livet, som vi ellers kun turde drømme om. Det har været en spændende proces at søge midlerne, men det er nu, hvor alle de gode ideer kan realiseres, at vi virkelig kan gøre en forskel, fortæller direktør Lars B. Riemann fra Sønderborg Forsyning.

Projektet omfatter også byerne Vitoria-Gasteiz fra Spanien og Tartu fra Estland. EU har bevilget i alt 208 mio. kr. – heraf 48 mio. kr. til SmartEnCity i Syddanmark.

Renovering af almenyttige boliger
En stor del af midlerne går til tre almenyttige boligselskaber i Sønderborg: SAB, Boligforeningen Søbo og B42. Direktør Mikael Kjer Jensen fra B42 fortæller, at projektet involverer alt fra LED-belysning, solceller på tagene, efterisolering og ventilation. Fem af boligselskabets afdelinger i Sønderborg er udset til at blive energirenoveret, og EU-tilskuddet har stor betydning, fortæller Mikael Kjer Jensen:

- Energirenoveringer medfører jo huslejestigninger, som beboerne skal acceptere. Når vi får tilskud, så bliver huslejestigningerne ikke så store, og samtidig er der jo penge at spare på energiregningen, fortæller han.

Der er i alt omkring 330 boliger i de fem afdelinger, som er udset til at få gavn af tilskuddet. B42 har en strategi om at nedsætte CO2-udledningen fra boligerne med 35 procent inden 2022, og SmartEnCity er dermed en stor hjælpende hånd.

Bæredygtig transport
Derudover skal projektet øge den bæredygtige transport i Sønderborg med elbiler og biogasbusser. Samtidig skal der bygges ladestandere til elbilerne.

Her skal IT-virksomheden Vikingegaarden A/S nord for Vonge ved Vejle afprøve et intelligent energisystem, der kan styre forbruget i ladestanderne, så der forbruges mest energi, når energien i omløb er mest bæredygtig. Fx når det blæser meget.

Omvendt skal der skrues ned for blusset, når meget af energien kommer fra kulkraft. Det handler om at udvikle et intelligent system, der kan overvåge både produktionen og forbruget af energi og få de to til at mødes med det mindst mulige CO2-udslip, fortæller direktør Ulrik Østergaard fra Vikingegaarden A/S:

- Projektet betyder rigtig meget for os. Vi har teknologien, og nogle ting skal vi i gang med at videreudvikle, så jeg vil sige, at rykker os flere trin op ad stigen. Samtidig er projektet med til at generere en tocifret millionomsætning, og endelig er det godt for miljøet – helt i den ånd, som vi ser efter klimatopmødet i Paris.

Samarbejde i Sønderborg
Organisationen ProjectZero i Sønderborg er også blandt partnerne i projektet og har blandt andet til opgave at koordinere de mange klimaindsatser i SmartEnCity.

Ifølge direktør Peter Rathje er projektet et godt eksempel på, at det nytter at trække i samme retning, og at man er god til at samarbejde om et fælles mål i Sønderborg.

Det Syddanske EU-Kontor har bistået ProjectZero i ansøgningsfasen, mens konsulent Hans Bjerregaard har stået for selve ansøgningen til EU’s støtteprogram Horizon 2020.